Cosí fan tutte 22.05 — 06.06.26

Oplev Mozarts uforglemmelige komedie Cosí fan tutte, hvor et mageløst bedrag sætter kærligheden på sin ultimative prøve.
De to unge officerer, Ferrando og Guglielmo, er overbeviste om deres forlovede, søstrene Fiordiligi og Dorabellas, urokkelige troskab. Filosoffen Don Alfonso udfordrer dog deres tro på kærligheden og hævder, at troskab ikke holder, når den møder fristelse. Han overtaler dem til et væddemål – et eksperiment, hvor kvindernes kærlighed sættes på prøve.
Don Alfonso har udtænkt en plan: Ferrando og Guglielmo skal foregive at skulle i krig, og søstrene lover dem evig troskab. Kort efter vender mændene tilbage i forklædning og går aktivt ind i væddemålet ved at forsøge at forføre hinandens forlovede for at teste, om kærligheden kan modstå bedraget.
Gennem forklædning, forførelse og andre greb sættes følelserne i bevægelse. Søstrene står snart splittet mellem idealer, længsel og en voksende usikkerhed på deres egne valg. Samtidig opfordrer kammerpigen Despina dem til at slippe alvoren og gribe de muligheder, der opstår.
Det, der begynder som en tilsyneladende enkel prøve, udvikler sig hurtigt i en mere kompleks og uforudsigelig retning. Følelser forskydes, roller opløses, og alle konfronteres med sider af sig selv, de ikke havde forestillet sig.
Cosí fan tutte udfolder en fortælling fuld af humor og ironi, hvor spændingen mellem fornuft og følelser – mellem hoved og hjerte – giver anledning til refleksion over menneskelige relationer:
Er kærlighedens troskab et løfte – eller blot en skrøbelig tanke? Og hvad sker der, når tvivlen vendes indad?
Cosí fan tutte
MEDVIRKENDE
Guglielmo: Asmus Hanke Frederiksen
Ferrando: Gustav Wenzel Most
Fiordiligi: Emilie Haaning Christensen
Dorabella: Frida Lund-Larsen
Don Alfonso: Teit Kanstrup
Despina: Océane Paredes
MUSIK
Wolfgang Amadeus Mozart
LIBRETTO
Lorenzo da Ponte
INSTRUKTØR
Eva-Maria Melbye
DIRIGENT OG ARRANGØR
Magnus Plejdrup
SCENOGRAF OG KOSTUMEDESIGNER
Peter Schultz